Plurafutura Consultancy

Få glade medarbejdere

Pas på de gode vaner – de smitter!

Hvilke gode vaner har du og din arbejdsplads, der styrker engagement og arbejdsglæde?
Vanens magt er stor og har altafgørende betydning for, hvordan du indretter sig i dit arbejdsliv. Er du med til aktivt at skabe en arbejdsplads, der er præget af engagement og mentalt overskud – eller er du med til passivt at lade stå til og lade de dårlige vaner få frit løb?
Vaner er gode at have! Vores vaner er en uundværlig sorteringsmekanisme, der hjælper os til at handle, så vi ikke hver gang skal bruge energi på at forholde os bevidst til handlingen. Vi behøver ikke hver gang at spørge os selv, om vi ønsker at gøre det – vi gør det bare. Praktisk så længe det fungerer! Men hvad nu hvis automatpiloten lige så stille og usynligt fører os ud i situationer, hvor vi ikke ønsker os hen?
Trivsel og arbejdsglæde er ikke noget, der falder tilfældigt ned fra himlen. Vi har alle et ansvar for og stor indflydelse på, om vores arbejdsliv er præget af stress eller arbejdsglæde. Men ofte sker det i hverdagens travlhed, at vi mister fokus på de redskaber, der skal sikre arbejdspladsens mentale overskud og engagement.
Hvis vi mister fokus på arbejdspladsens trivsel skaber vi grobund for de dårlige vaner. Vi kan uden at ville det langsomt komme til at opbygge en arbejdspladskultur præget af stress og konflikter - vilkår man enten underlægger sig, fordi man ikke ved, hvad man skal gøre - eller flygter fra.
Arbejdsglæde kan drukne i arbejdsbyrder, men kan findes frem igen, hvis man ved, hvor man skal lede. For at finde, vedligeholde og optimere arbejdsglæden er det nødvendigt at få en grundlæggende viden om menneskets trivselsbetingelser og tage en beslutning om at ville indføre de gode vaner, der bakker op om arbejdsglæden og trivslen.
Hvis I ønsker inspiration til, hvordan man kan arbejde med temaet ”Hvordan sikre trivsel og arbejdsglæde”, så kontakt Erhvervspsykologerne Thomas Dalsgaard og Karen Marie Diedrichsen, der bl.a. har udgivet/forfattet bogen ”Stress – et vilkår i det moderne arbejdsliv?” I bogen argumenterer vi bl.a. for at det bedste immunforsvar mod stress er at optimere virksomhedens engagement og arbejdsglæde gennem de gode vaner.
Vi argumenterer også for at det afspejles positivt på bundlinjen. Finanshuset Russell Investment Group har kigget på hvordan USA’s 100 bedste arbejdspladser har klaret sig sammenlignet med de toneangivende børsnoterede virksomheder. Målt over 8 år gav virksomhederne med de glade og tilfredse medarbejdere et afkast på 15% årligt, mens de andre virksomheder gav et afkast 5%. Så arbejdsglæde tæller på bundlinjen.
Vi holder inspirationsdage og workshops og arbejder altid med udgangspunkt i enkle og virksomme forståelsesmodeller – gerne målrettet efter virksomhedens konkrete udfordring.
Nedenstående er et eksempel på, hvordan en workshop kunne se ud
”Arbejdsglæde og det gode arbejdsliv”

Formål

Formålet med seminaret er at give deltagerne viden om og inspiration til:

  1.  At forstå hvordan vi er en del af en større sammenhæng, hvor både arbejdsliv, familieliv, fritidsliv og samfundsidealer præger os – og at vi både har et individuelt og fælles ansvar for, om vi oplever kvalitet i vores liv
  2. At forstå hvad stress er og hvordan det manifesterer sig fysisk og psykologisk
  3. hvordan man skaber engagement, arbejdsglæde, mentalt overskud, større forandringsparathed til fordel for både den enkelte medarbejder og fællesskabet. Det er nemlig ikke noget der er skabt en gang for alle, men noget man hele tiden skal arbejde på at vedligeholde eller gøre bedre.

Indhold

Deltagerne vil få nogle klare og enkle forståelsesmodeller, der fremadrettet kan arbejdes videre med. Hvordan skaber man balance i sin egen arbejdsdag og i forhold til familien og fritidslivet. Hvordan får man arbejdsglæde til at folde sig ud i hverdagen? Hvilke parametre skal man eksempelvis skrue på, hvis man ønsker at fremme arbejdsglæde og det udviklende samarbejde. Og hvad kan man gøre som enkel person, og hvad kan man gøre i fællesskab. Det er blot nogle af de spørgsmål der vil blive besvaret i løbet af workshoppen.
Der vil blive givet en forståelse af og indsigt i, hvad der fremmer det gode arbejdsliv. Endvidere vil der blive givet et ”destillat” af den viden man har inden for forskningen, hvilket vil blive præsenteret som de ”gyldne sandheder”, der er enkle at huske og som har en kolossal virkning, hvis de praktiseres.
I de forskellige indlæg vil der også blive inddraget væsentlige temaer omkring menneskets artsgenetik, og hvad den betyder for vores adfærd og reaktionsmønstre.
Hovedfokus vil være den positive vision om, hvordan vi skaber arbejdsglæde og et mentalt overskud i hverdagen.
Form
Dagen skal ses som en inspirations dag og vil bestå af en vekselvirkning mellem spændende og let tilgængelige teoretiske oplæg, øvelser samt fælles dialog og diskussion.