Foredrag
Pas godt på de gode vaner – de smitter
Med udgangspunkt i den nyeste psykologiske forskning, viser foredragsholder, Thomas Dalsgaard, hvordan man kan skabe organisatorisk effektivitet og de bedste resultater ved at have fokus på engagement og arbejdsglæde.
Vores vaner hjælper os til at handle, så vi ikke hver gang skal bruge energi på at forholde os bevidst til det, vi gør. Vi behøver ikke hver gang at spørge os selv, om vi ønsker at gøre det – vi gør det bare. Praktisk så længe det fungerer! Men hvad nu hvis automatpiloten lige så stille og usynligt fører os ud i situationer, hvor vi ikke ønsker os hen? Situationer som spænder ben for et godt og produktivt arbejdsklima. Derfor handler det om, at vi har fokus på og opdyrker de vaner, der hjælper os til, at opnå det vi ønsker for både den enkelte og virksomheden. De gode vaner i forhold til samarbejde, kommunikation, læring osv.
De gode vaner er ikke noget, der falder tilfældigt ned fra himlen. Vi har alle et ansvar for og stor indflydelse på, om vores arbejdsliv er præget af stress eller arbejdsglæde. Men ofte sker det i hverdagens travlhed, at vi mister fokus på de redskaber, der skal sikre arbejdspladsens mentale overskud og engagement. En god og sund arbejdskultur er samtidig det bedste immunforsvar i forhold til stress.
Gennem dette foredrag får både ledere og medarbejdere en klar agenda for, hvordan man skaber en positiv og udviklende kultur, der fremmer de bedste præstationer og som dermed skaber de ønskede resultater på bundlinjen. Hvad kan man gøre som enkeltperson, og hvad kan man gøre i fællesskab?
Hvis I vælger at booke et foredrag med Thomas Dalsgaard, vil han kontakte jer telefonisk inden arrangementet for at få input om konteksten. Det sker for, at han kan målrette foredraget til virksomhedens konkrete udfordringer. Dermed er I sikret det optimale udbytte.