Plurafutura Consultancy

Workshops

Kreativitetsworkshop i forhold til et konkret projekt.

Idéudvikling

Inden vi skyder ideudviklingsprocessen i gang sikrer vi, at formålet med projektet både giver mening og vækker begejstring, fordi ellers har ingen lyst til at engagere sig og bidrage aktivt med ideer.
 
”Hvis du vil have bygget et skib, skal du ikke kalde folk sammen for at tilvejebringe tømmer eller tilvirke redskaber. Du skal ikke starte med at uddelegere til dem eller fordele arbejdet. Men du skal vække deres længsel efter det store åbne hav”. (Antoine de Saint-Exupery)
 
Når målet er krystalklart og alle tændt af at tjene et højere og meningsfuldt formål gnides fedtet af øjnene. Det er nødvendigt fordi vi er så knalddygtige til at se det, vi plejer at se. Det handler derfor om at se med andre øjne og tænke noget andet, end vi plejer. Ideernes grundstof er vores tanker og kreativitet handler om at ”kortslutte” vores vante tankemønstre. For at gøre det med størst mulig kraft benytter vi os undervejs af kreative værktøjer og metoder fra den psykologiske kreativitetsforskning.
 
Formålet med idéudviklingsprocessen er at producere en stor idébredde for at få en fremragende idetop. Det handler om at strække processen det ekstra, da de fremragende ideer oftest ligger i de sidste idebølger.
 
Vi faciliterer ideudviklingsprocessen, sådan at alle føler sig både trygge og engagerede med legen, fantasien og lysten som den store drivkraft.
 

Idéindsnævring

Men på et tidspunkt er vi nødt til at stoppe med ideproduktionen, og indsnævre den ”ideportefølje” som er blevet skabt. Ligeså vigtigt som det er, at ”skyde med spredehagl” i den kreative proces, er det at finde og indsnævre udbyttet bagefter. Der skal luges ud i ideerne. Det gøres ved enkle metoder, hvor det handler om at skabe en systematik og et overblik ved at gruppere, samle og kombinere de mange ideer. Nogle ideer ”parkeres” fordi de ikke er modne for brug lige nu mens andre ideer vælges til at arbejde videre med.
 
Først konkretiseres ideerne for herefter at blive testet og analyseret i forhold til en række forskellige relevanskriterier. De ideer der overlever denne proces skal så have afdækket både deres negative og positive sider, ligesom der yderligere skal ideudvikles på henholdsvis de stærke og svage sider. Altså hvordan kan de stærke sider forbedres eller udbygges? Og hvordan kan de svage sider fjernes eller ændres til noget positivt.
 
De første skridt i det videre forløb beskrives. Der laves en action plan, hvor mål, roller, forventninger er klare.